Mød professoren bag IT-Camp

Mit navn er Inge, og jeg er professor i algoritmik og data strukturer på DTU Compute. Jeg er den, der har det overordnede ansvar for campen. Jeg håber, at vi med IT-camp for piger kan komme af med nogle af de fordomme, der er om IT/datalogi. Og så glæder jeg mig til at vise jer,, at IT og datalogi indeholder en masse sjov og flot matematik, at programmering er sjovt og kreativt, og at der findes en masse spændende anvendelser af matematik inden for IT.

Mød de studerende bag campen

Katrine (medansvarlig)

Mit navn er Katrine, og jeg er Ph.d.-studerende i logik og algoritmik. Oprindeligt startede jeg på Matematik og Teknologi her på DTU, da jeg altid har været glad for matematik og er logisk tænkende.
Matematik og Teknologi har rigtig meget tilfælles med Softwareteknologi, men det var først på andet semester, da jeg første gang stiftede bekendtskab med programmering, at det for alvor gik op for mig, hvor meget matematik der gemmer sig i Softwareteknologi. Jeg valgte derfor efterfølgende at skifte til et studie, hvor jeg de sidste 5 år har brugt matematikken og min logiske sans til kreativ problemløsning på daglig basis.
Jeg er medarrangør af IT-campen, da jeg gerne vil hjælpe andre unge med flair for matematik med at forstå hvad IT og datalogi egentlig er.

Mai-Thi

Jeg hedder Mai-Thi og jeg studerer informationsteknologi på DTU. Ligesom mange andre, havde jeg ikke den klareste idé om, hvad jeg gerne ville lave i fremtiden. Jeg godt kunne lide matematik, men kunne ikke forestille mig selv læse ren matematik. Jeg vidste at IT havde noget med matematik at gøre, så da jeg skulle søge uddannelse, tænkte jeg at det måske kunne være noget for mig, også selvom jeg ikke havde den store erfaring med programmering.
Efter jeg startede på min uddannelse, har jeg været rigtig glad for mit valg. Man finder meget hurtig ud af, at det ikke kun handler om at kode, men om at lære at tænke logisk og finde en kreativ måde at løse problemer, ligesom man kender det fra matematikkens verden. Den tankegang passede perfekt med, hvordan jeg er i dagligdagen.
Jeg er med til IT-campen, fordi jeg gerne vil hjælpe med at afmystificere, hvad det vil sige at studere IT, og vise at piger også kan finde ud af det.

Mød koordinatoren bag campen

Mit navn er Signe. Jeg er med på hele campen og svarer på mange af jeres mails. Har I spørgsmål må I meget gerne skrive til os, så svarer vi tilbage hurtigst muligt.